Japan.

I still haven't learnd what sadness is, but I've begun to grasp heartache. This feeling that I have for you is now becomming words. I'll wake form the dream of this infamiliar world. Spread my wings and fly away. Det er første vers i min yndlings japanske sang! Og netop lidt japansk er hvad det her indlæg handler om. Kender i Hayao Miyazaki? Skaberen af ''Chihiro og heksene'', ''Det Levende Slot'' og ''Min Nabo Totoro''?  Jeg elsker hans film. Chihiro og heksene er faktisk også min yndlings film. Filmen handler om en pige som skal flytte til et nyt hus i en ny by med sine forældre. Men de tager en omvej op til huset og havner et sted de aldrig før har set. Så stopper de bilen og stiger ud, og går igennem en tunnel. De kommer til en by hvor der ikke er et eneste menneske midt på dagen. De ser der står mad fremme i næsten alle butikkerne. Så forældrene sætter sig ned og betyder på at spise. Pigen går lidt rundt for sig selv, og møder en dreng der hedder Haku, som siger hun skal flygte, fordi det snart bliver nat. Hun løber ned til sine forældre, som er blevet forvandlet til grise. Og imens hun løb falder natten lyn hurtigt på, og mærkelige ånder kommer frem. Men ja. Hun skal så arbejde for Yubaba, som er en heks der ejer en badeanstaldt i den her åndeverden hun nu befinder sig i. Yubaba giver pigen et nyt navn, Zen. Men ja... Nu fortæller jeg alt for meget. Hun skal igennem filmen redde sin forældre, og glemmer faktisk helt hvem hun selv er, da hele den her verden tager overhånd. Men se den! Den er virkelig god. Og der er det mest faktastiske musik med i filmen!

Hayao Miyazaki har også lavet mange andre film som jeg klart vil anbefale. Der er jo de tre som jeg allerede har nævnt. Men ellers vil jeg klart anbefale Prinsesse Mononoke og Ponyo på klippen ved havet. Der er virkelig de smukkeste historier med i de film, men for at forstå dem kræver det nok man skal se dem 2-3 gange.

Men ikke nok med det, så elsker jeg også tankerne om døden i Japan. (Jeg er meget tiltrukket af døden) Men i Japan er død jo helt normalt. Der står gravstene ude midt i gaderne, og for børn er fortællinger om død jo helt normalt, og det må jeg indrømme at jeg elsker. Et land hvor folk ikke er bange for døden.